The Upper Hill – Slagelse

Den 16. Marts besøgte vi The Upper Hill i Slagelse. Stedet er en hyggelig gastropub der ligger 10 minutter væk fra stationen, lige ved siden af den store kirke. Jeg er desværre ikke stedkendt nok i byen til at vide præcis hvad området eller kirken hedder, men det er nemt at finde hvis man bruger kirken som udgangspunkt.

Det første man bemærker når man kommer ind er selvfølgelig atmosfæren ved stedet, og allerede der blev jeg tydeligt imponeret. På trods af at der var fyldt ved alle borde og ved det meste af baren, så var der ikke høj musik og larm som man forventer når man går ind et fyldt sted. De andre gæster var ikke stille, men de sad heller ikke og råbte til hinanden på tværs af rummet, hvilket er en rar afveksling fra mange andre steder, hvor det første man bliver mødt af er larmen.

Ved baren var der travlt, men ikke på en måde så bartenderne ikke havde overblik eller løb forvildede rundt. Der blev straks hilst og spurgt ind til hvad vi kunne tænke os. Vi valgte at bestille noget mad, chili con carne og pomfritter, sammen med deres faste pærecider på fad. Vi valgte et af de mere rolige og ikke mindst afsides steder at sidde, i deres kælderlokale. Dette havde dog ingen effekt på serviceniveauet – allerede da vi satte os kom en bartender med bestik og dækkede op til os. Jeg tror at vi lige præcis nåede at snakke om hvor længe vi regnede med der ville gå før vi fik vores mad, taget i betragtning af at stedet var fyldt op i selve baren, før vores mad blev serveret. Det gik overraskende hurtigt og maden var utroligt god, dog med en lidt for stor mængde jalapeños på toppen af min chili con carne i forhold til mængden af resten af maden.

The Upper Hills udvalg af cocktails, øl og andre drikkevarer er helt fantastisk. Efter at have prøvet den tidligere nævnte pærecider, deres udvalg af forskellige specialøl og deres cocktails er jeg ikke det mindste sekund i tvivl om at alle vil kunne finde noget de kan lide. Vi vil herfra anbefale alle at prøve deres Frozen Passionfruit Daiquiri, der altid rammer lige plet og er perfekt til at hygge sig med, sammen med et brætspil på en varm sommerdag.

Det er ikke første gang og bestemt heller ikke sidste gang at vi besøger The Upper Hill i Slagelse. De ansatte er altid servicemindede, uanset om man kommer tidligt på dagen eller midt i deres travleste periode under aftensmaden.

Vi har vurderet The Upper Hill til 9/10